Jørgen Skouboe er ikke bare et tv-fænomen. Han er også et utæmmet menneske
For første gang kommer vi helt tæt på Jørgen Skouboe i en atypisk biografi
Bogen udkommer til september.
I sommeren 2024 fik jeg et opkald fra min redaktør på Lindhardt & Ringhof, Christoffer Stig Christensen:
"Vil du skrive Jørgen Skouboes historie?"
Jørgen og jeg mødte hinanden for første gang i september, og med det samme fornemmede jeg, at her har jeg at gøre med et menneske, der ikke er som alle andre. Som har noget på hjerte. Et ærligt, ligefremt og uhøjtideligt menneske, som bobler af fortællinger.
Lige noget for mig!
Siden da har vi arbejdet tæt sammen og har haft adskillige samtaler i hans hjem i Aarhus. Vi har talt om naturen, om døden, om venskaber, anerkendelse, rollemodeller, og om at have mere krudt i røven end de fleste.
Og om et - mest af alt - utæmmet liv.
I små fortættede fortællinger kommer vi tæt på barndomslivet i skovene i Råsted ved Randers. VI er med i de flagrende ungdomsår i Aarhus, og vi hører om hans nu 48 års ansættelse i Danmarks Radio - lige fra Dus med Dyrene, til Hund og Hund i mellem, Frilandshaven og Nak & Æd. Og meget mere.
Vi har sat en ære i, at bogen bliver en visuel lækkerbidsken, som også børn og unge vil gå på opdagelse i.
Nu er det bare at vente til september, når bogen lander ude i boghandlerne.