Om en god uges tid 95.
Siden farbror Henning døde for næsten to årtier siden, har hun boet alene i det 140 kvadratmeter store parcelhus, som de sammen byggede i 1992.
Her laver hun sin egen mad. Skræller selv sine kartofler. Tusser lidt rundt med rollatoren. Læser de fire lokalaviser under et forstørrelsesglas med lampe. Det tager lang tid, når avisen skal foldes så mange gange under glasset. Tager Kristeligt Dagblad med i weekenden. Der er sådan en god tv-oversigt i. Napper dagligt sin uundværlige middagslur. Og lytter til nyhederne i radio og på tv. Godt skruet op, for hørelsen er jo ikke så god, som den har været.
Ja, det er næsten svært at få tiden til at slå til.
Grethe lader kommunens ’søde folk’ komme forbi og støvsuge og vaske gulve hver tredje uge. Hun drikker kaffe med sin 82-årige vårhare af en lillesøster, Anne, når hun kommer forbi med ugens købmandsvarer. Og Grethe tager en ekstra kop med havemanden, når han kommer og luger ukrudtet. Alt det med sit lattermilde væsen. Sin venlighed. Og et indbydende smil under de spillende øjne og de vandondulerede krøller. Et smil, som lægger en rynke eller to til et efterhånden furet ansigt.
Sådan har Grethe altid været.
I min erindring i hvert fald.
For det er efterhånden en del år siden, jeg sidst har været i selskab med Grethe. Ikke siden min egen mormor og morfars død. Men lydene af de milde latterudbrud i telefonrøret, da jeg ringer til hende, bringer erindringerne om hendes væsen og ansigt frem.
Og hvorfor så egentligt ringe til Grethe – min mors tante på 94, snart 95?
Fordi Grethe er et af de mennesker, der har oplevet de to store fjender, som Danmark – og resten af verden – har stået over for det seneste århundrede: 2. verdenskrig og covid-19.
Og spørger man Grethe (og det gjorde jeg jo), så kan man på ingen måder sammenligne de to kriser. Frygten var en helt anden dengang. Frygten for, at sabotører skulle sprænge skinnerne i luften, når man rejste med toget. Frygten for, at danske jøder blev hentet til koncentrationslejrene.
Uvisheden – hvem var modstandsfolk, hvem var stikkere? Og frygten for, at unge mænd blev hentet, bundet til en pæl og skudt.
Som da Kaj Munk blev skudt i skoven.
Det er ikke fordi, at Grethe tager let på Corona-pandemien. Snarere tværtimod. Det er en lumsk sygdom, for man kan jo være smittebærer uden at vide det. Hun har styr på det. Så siden den 12. marts, da statsministeren nærmest lukkede landet ned på et pressemøde, har Grethe ikke været sammen med et andet menneske.
Lillesøster Anne kommer stadig ugentligt med købmandsvarer, men varerne bliver stillet lige inden for døren. Med afsprittede hænder. Kaffebaren er lukket, som Grethe siger. Havemanden må få sin kop en anden gang. Kommunens folk er forment adgang.
Så må støv være støv og skidt være skidt.
Mors tante Grethe, 94 år.
For Grethe passer på ikke at komme til at fejle noget. Ikke fordi hun ikke er klar til at komme herfra, hvis det skulle komme så vidt. Hun har jo alderen til at sige farvel. Men hun vil jo ikke ulejlige andre her i en krisetid.
Måske er det alderen, der gør, at Grethe ikke er bange idag. Heller ikke, selvom hun ikke ved, hvad der kommer til at ske. Hvornår Anne må komme indenfor igen. Kommunens folk og havemanden. Det ved man jo ikke noget om. Men hun føler sig langt fra ensom, for nu taler hun bare lidt mere i telefon, end hun plejede at gøre.
Hun tænker, at meget afhænger af, hvornår vi får en vaccine. Og det handler igen om penge.
Penge.
I dag handler alt om penge. Hvad man selv kan erhverve sig. Vi er blevet lidt ’selv-interesserede’, synes hun. Det har hun faktisk tænkt mange gange. I dag kan vi købe alverdens ting. Vi hamstrer toiletpapir, fordi det er det, vi frygter mest at undvære under en krise.
Det var anderledes dengang. Under krigen kunne man ikke købe nogen ting. Og der var mærker på kaffe og sukker – faktisk helt frem til i vert fald 1950. Grethe kunne ikke engang købe viskestykker eller tøjklemmer som udstyr til sit eget bryllup.
I dag kan vi købe, hvad vi vil.
Så nej, Grethe synes ikke, man kan sammenligne 2. verdenskrig og covid-19. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt, hvor Danmark kun har været lukket ned i en måneds tid. Og lige nu er ved at lukke op igen. Grethe ved, hvordan det er at være belejret af en fjende gennem fem år. Hvad det gør ved et folk. På godt og på ondt.
Så Grethe, min mors tante på 94, snart 95, tager det, som det kommer. Livet og pandemien.
Hun kan ikke rigtig gøre andet.
Vi har brug for gode historier