Rundt om langbordet, i et afsondret mødelokale på biblioteket i Kolding, sidder seks mænd. De er i deres slidte alder. Lemmerne driller, flere har en ryg, der værker, knæ, der gør ondt. Den generation, der normalt ikke rutter med de store ord. Hårpragten er grå og vigende. Høreapparater justeres efter, hvor meget snak der er i rummet. Det plejer der at være en del af, ligesom der også er denne formiddag.
En smørkrans sættes frem og skæres ud. Per har været i Lagkagehuset. Servietter rækkes rundt, to til hver, inden kogende vand fra termokanden blandes med Nescafé og skænkes op i de krus, som de hver især har taget med hjemmefra. Kaffe og kage glider ned, inden en rømmen skærer igennem. Det er Frank, der har taget en bog frem. Alle er lutter øren. Oplæsningen kan gå i gang.
Hver mandag formiddag mødes Per, Leif, Frank, Frank, Jens og Per og fire andre på biblioteket. Kun sygdom og ferie kan holde dem væk. Den yngste er 69 år, den ældste 82. De fleste af dem er blevet sendt afsted af deres hustruer, ”tror du ikke, det var noget for dig,” lød det mere bydende konstaterende end spørgende, da deres bedre halvdele havde læst om tilbuddet ”Læs som mand” i den lokaleavis. Eller måske var det på Facebook.
På den måde blev en gruppe af ældre mænd, der på forhånd ikke kendte hinanden, for et par år siden en del af hinandens liv. Med hver deres baggrund som henholdsvis tidligere landinspektør, gårdejer, elektriker, maler, pædagog og økonomichef har de fundet et fællesskab gennem litteraturen. Når de mødes, lytter de til en novelle og et digt, som de skiftes til at læse op. Bagefter fortæller de, hvad der umiddelbart falder dem ind. Hvad historierne får dem til at tænke på. Og ikke mindst hvordan fortællingerne berører dem.
Hvad ville vi mon fortryde på vores dødsleje?
Dermed er de en del af et projekt, som har kørt under Syddansk Universitet og Statens Institut for Folkesundhed i samarbejde med Læseforeningen, Ældre Sagen og Trygfonden. Det flere år lange projekt blev afsluttet i 2023 og skulle undersøge, hvordan mænd, der går på pension, undgår ”ensomhed og meningstab,” som det hedder. Sådan går det ellers et stigende antal mænd, kan man se i statistikkerne. For når mænd forlader arbejdsmarkedet, forlader de ofte også deres netværk. Måske har de glemt at dyrke deres venner, mens de har haft travlt på jobbet. Måske er det i virkeligheden mest konens venner, der er i deres omgangskreds. Samtidig skal de til at bygge en ny identitet op: Hvem er de nu, når de ikke længere er landinspektør, elektriker eller økonomichef?
Denne mandag skal forsamlingen lytte til novellen ”Sandkorn,” har Frank besluttet. Under oplæsningen både smiler og griner de andre, novellen er humoristisk skrevet, bliver de efterfølgende enige om, selvom temaet i novellen er alvorligt nok. Den handler om at være teenager, der skal manøvrere mellem sine forældre, der er blevet skilt. Om at gøre oprør og alligevel passe på sin alkoholiserede far. Om at forelske sig i en, man kun har skrevet med på en datingside.
Sammen husker de grånende herrer tilbage på tiden med kroballer og de brune værtshuse – det var dengang, hvor der var pæne spisesteder på Jomfru Ane Gade. Dengang, man mødte pigerne på dansegulvet og ikke gennem profiler på Tinder – de gode, gamle dage, lyder det samstemmende. Langsomt bliver snakken dog mere alvorlig. De taler om, hvor vanskeligt det kan være at opdrage sine børn, så de får det rigtige med i bagagen, ”de skulle gerne sendes afsted med følelsen af, at de var gode nok.” Men de vender også, hvor ondt i sjælen unge generelt har det idag. De har alt for høje forventninger til sig selv, siger en, ”det var der altså ikke på samme måde, da jeg var ung, men jeg kan se det på mine egne børn og børnebørn.”
Sådan noget deler man jo ikke på et madlavningskursus, vel?
Det afføder en snak om stress, inden en eftertænksomhed sænker sig. Seks mænd, der for relativt kort tid siden ikke kendte til hinandens eksistens, har rakt ind i hinanden. Over de sidste måneder og år har de talt om emner, de ellers sjældent ville berøre – og kun med deres allernærmeste. Det er Frank, eller måske er det Per, der bryder stilheden ved at stille et spørgsmål:
”Hvad vil vi mon fortryde på vores dødsleje?”
Det er gennem alle novellerne, alle historierne, at mændene har opbygget en relation til hinanden, fortæller de. Litteraturen løsner det hele op, det har udvidet deres horisont, er de enige om. Da de første gang mødtes, kunne det ved første øjekast se ud som om, at de ikke umiddelbart havde noget til fælles. Alligevel er de kommet ind under huden på hinanden. Novellerne har fået dem til at sige ting højt og fortælle historier om sig selv, de ellers normalt ikke ville dele. På den måde har de fået andet billede af hinanden, konstaterer en. De andre nikker samtykkende.
Man kan også læse det sort på hvidt. I den afsluttende rapport fra Syddansk Universitet, ”We’re opening 20 doors,” fastslår forskerne, at fælleslæsningen giver et fællesskab mellem deltagerne: ”Det giver et sjældent rum for udveksling af refleksioner om livserfaringer,” konstateres det. Erfaringer, som mænd ellers normalt ikke ville dele. Det ville blive for sårbart, lyder det blandt andet.
Per, eller måske er det Frank, har været til gymnastik samme morgen. Det slår ham, hvor meget tomgangssnak der kan være sådan et sted:
”Hold op, det har regnet,” og ”hvordan var turen til Mallorca?” Sådanne floskler er der kun ganske få af her. Tværtimod var der jo dengang, hvor de fik læst en novelle højt om et landmandssted med das i gården. Det førte til en snak om prostata, bleer og om at gå med kateder.
”Sådan noget deler man jo ikke med nogen på et madlavningskursus, vel?”
Må gerne videreformidles, dog med henvisning til Den Gode Historie (www.dengodehistorie.dk)
Vi har brug for gode historier